Søndag fløj Andreas Knappe til Indianapolis og mandag mødte han sine nye holdkammerater

Selvom klubben ikke trænede mandag, så havde den 26-årige dansker alligevel en lang første dag med sin nye klub.
“Jeg har lige en ny kæmpe playbook, jeg skal have lært.” griner han på spørgsmålet om, hvorvidt han er færdig for dagen.
*** Læs også: Andreas Knappe skriver kontrakt med Indianapolis Colts
Det er den tredje playbook, Andreas Knappe har skullet sætte sig ind i de sidste 3 måneder, og det er bestemt ikke nemt. Over 1000 plays med forskellige systemer, tanker og terminologi. Og han skal gerne kunne det meste på onsdag!
“Min dag begyndte allerede kl. 06, hvor jeg stod op og gjorde mig klar”, fortæller danskeren til Gul Klud. Derefter gik det slag i slag.
07:00 Jeg blev kørt over til faciliteterne, og så startede møllen med lægecheck og jeg var ok.
08:00 Jeg skrev under på min kontrakt med holdet. Det er en practice squad kontrakt.
08:15 Fitting af udstyr og jeg fik tildelt mit nye nummer 79.
09:00 Min første styrketræning med holdkammeraterne, hvor jeg blandt andet mødte runningback Frank Gore.
10:45 Vi gik i gang med de første møder, hvor vi kiggede kampen igennem fra søndag, hvor Colts tabte til Jaguars.
12:00 Frokost med de andre drenge fra den offensive linje og resten af angrebet.
13:00 Flere møder med fokus på kampen fra i går.
15.00 Færdig på anlægget, og så ud og leje en bil, så jeg kan komme rundt.
16:00 Tilbage til det hotelværelse de har fået til mig, og så har jeg ellers læst playbook og lige fået ringet til familie og nærmeste venner hurtigt – og så læse igen!
Knappes holdkammerater var imponerede over hans størrelse, og kunne godt lide hans look: “Haha, ja den offensive linje syntes i hvert fald, at jeg var en rigtig viking både at se på og naturligvis hvor jeg stammer fra” fortæller Knappe til Gul Klud, og fortæller om dagen, hvor flere trænere og holdkammerater bød ham velkommen:
“Jeg hilste på alle. Jeg mødte bl.a. Gore og andre af de store stjerner. Jeg mødte også cheftræner Chuck Pagano, da jeg havde skrevet under på kontrakten, og han ønskede mig tillykke og velkommen ombord.”
*** Læs også: Mød Andreas Knappe til Super Bowl Party i København
Onsdag skal han på træningsbanen for første gang, og mens resten af truppen har fri tirsdag, har Knappe bedt om ekstra træningstid for at komme så hurtigt ind på holdet som muligt: “Jeg har ekstra møder tirsdag, som jeg har spurgt, om jeg kan få i forhold til spørgsmål mht. playbook med mere, og så løfter det der jern jo heller ikke sig selv.” slutter den store dansker af med et grin.

1 KOMMENTAR

  1. Jeg kan anbefale Nate Jackson’s bog “Slow Getting Up”. Den beskriver meget underholdende hvordan livet og dagligdagen er for det meget store flertal af NFL-spillere der ikke er superstjerner, deres omgang med penge, damer, fester og deres foretrukne økologiske smertelindringspræparater (gæt selv hvad det er) samt den uforudsigelige limbo mellem fyring, practice squad og et roster spot. En god julegaveidé til kæresten!

Comments are closed.