Nickell Robey-Coleman bliver i Los Angeles, hvor han har skrevet under på en tre-årig forlængelse med Rams.

Los Angeles Rams har skiftet meget ud på forsvaret, hvor spillere som Aqib Talib, Marcus Peters og Sam Shields er kommet til i bagkæden. Det bliver dog ikke kun nye ansigter på forsvaret.

Klubben er nemlig blevet enige med den dygtige cornerback Nickell Robey-Coleman, der bliver i Los Angeles i yderligere tre år. Det rapporterer Ian Rapoport, der også meddeler, at kontrakten betaler ham $15,75 millioner, hvoraf $8 millioner er garanteret.

Mens førnævnte Talib og Peters formentlig vil bemande cornerback-pladserne på ydersiden, er Robey-Coleman bedst som en såkaldt slotcornerback, der dækker det inderste af banen, og han vil efter alt at dømme være Wade Phillips’ (defensiv koordinator, red.) foretrukne cornerback her.

Forlængelsen med Robey-Coleman betyder imidlertid også, at Rams har mange cornerbacks, og det kan betyde, at klubben vil sige farvel til Kayvon Webster. Webster, der tjener mere end $4 millioner om året, kom til klubben sidste år, men ligner efterhånden en spiller, der har langt til spilletid.

Robey-Coleman skiftede til Rams på en minimumskontrakt i 2017, hvor han havde spillede en rigtig flot sæson. Her forsvarede han blandt andet ni kast og greb to interceptions. Inden da spillede han fire år hos Buffalo Bills.