Jaguars har sikret sig Blake Bortles under center de næste 3 sæsoner. Det står klart efter det i nat blev offentliggjort at Bortles har skrevet under på en kontrakt der løber indtil 2020 sæsonen.

Det er dog ikke fordi Bortles går hen og springer banken for Jaguars. Den nye kontrakt giver ham nemlig “kun” $54 millioner, svarende til $18millioner pr sæson, hvilket er lige omkring hvad man forventer at den gennemsnitlige QB kommer til at tjene i perioden 2018-20. Af de $54mil. er de $26,5 millioner garanteret og potentielt ligger der $12,5mil. ekstra i bonusser og venter på Bortles.

Forlængelsen kommer som en del af Bortles’ nuværende kontrakt, som er hans rookie kontrakt, hvor Jaguars altså havde benyttet deres femte års option. Bortles blev draftet 3rd overall i den talentfulde 2014 draft, men det har ikke ligefrem været lutter sukkerballer siden da. Den netop overståede sæson var første gang Bortles tog Jaguars til slutspillet, hvor han dog viste noget af det flotteste spil man har set fra hans side.

Tom Coughlin, GM i Jacksonville, har også store forventninger til sin QB:

“Blake har bevist at han er stærk og til at stole på, samt at han kan være holdets leder. Med den kontrakt følger nogle høje forventninger, om at han fortsat vil forbedre sig og hjælpe os til som hold at nå det ultimative mål”.

En af denne free-agency’s helt store kanoner, Kirk Cousins, var ellers af flere omgange også rygtet til Jaguars, men med Bortles’ nye kontakt virker det nu meget utænkeligt at man skulle gå efter at sikre sig kaptajnen fra hovedstaden.