Steelers og Le’Veon Bell forhandler i øjeblikket om en forlængelse af runningbackens kontrakt. Bell fortæller, at parterne er meget tættere på en aftale, end det var tilfældet på samme tidspunkt sidste år.

Pittsburgh Steelers’ sæson sluttede før, AFC North-mestrene havde sat næsen op efter. Nu er fokus så på offseason og at holde fast i det samme stærke hold. Det starter med runningback Le’Veon Bell, der spillede 2017-sæsonen på franchise tag, men nu forlanger en kæmpekontrakt, hvis han skal fortsætte i Pittsburgh.

Som mange andre store NFL-stjerner gør i disse dage, gæstede Bell i går NFL Network i Super Bowl-værtsbyen Minnesota. Her fortalte han, at han er tættere på en aftale med Steelers, end det var tilfældet på samme tidspunkt sidste år.

Jeg har en god fornemmelse af, at vi får en aftale på plads. Jeg vil være en ‘Steeler.’ Jeg vil ikke andre steder hen og spille football, så forhåbentlig får vi det på plads – Le’Veon Bell.

Bell ønsker at være den bedst betalte runningback i NFL og kræver angiveligt mere den årsløn på $12,120 millioner, som han tjente på sit franchise tag. Den 25-årige playmaker afviser dog at spille under endnu et franchise tag, og han understreger i interviewet, at han vil overveje at gå stoppe karrieren, hvis Steelers ‘tagger’ ham igen.

Devonta Freeman tjener med sin årsløn på $8,25 millioner mest af alle runningbacks på en længerevarende kontrakt (minimum to år). Det er ikke en position, der belønnes med store summer, og derfor er det en sej kontraktforhandling, når Bell forlanger op til $15 millioner om året.