Sæsonen nærmer sig med hastige skridt, og på Gul Klud vil vi gerne klæde godt på til sæsonen. 32 dage i træk giver vi dig derfor en optakt og ti skarpe analysepunkter til et hold. Seattle Seahawks er genstand for den næste analyse, og der er i den grad sket udskiftning på et hold, der de seneste mange år har været blandt ligaens bedste.

En spændende NFL-sæson kommer tættere og tættere på kickoff, og det er blevet tid til at kigge nærmere på de 32 holds styrker og svagheder. På 32 dage byder vi derfor på en ny optakt hver dag, indtil vi løber tør for NFL-hold.

Vi tager en division af gangen i rækkefølgen NFC West, AFC West, NFC South, AFC South, NFC North, AFC North, NFC East og AFC East, og du kan finde alle links til alle sæsonoptakter i bunden. Vi starter med NFC West, hvor Seattle Seahawks har sagt farvel til de fleste af de profiler, som har været med til at bringe så meget succes til holdet.

Stor usikkerhed kan give mange søvnløse nætter i Seattle

Seattle Seahawks har i en del år været en del af ligaens elite. Sidste sæson ændrede det sig, og holdet formåede ikke at kvalificere sig til slutspillet for første gang siden 2011. Det resulterede i en masse ændringer, på godt og ondt. Pete Carroll og John Schneider styrer stadig holdet, men de to chefer har sagt farvel til holdets offensive- og defensive koordinator, samt den offensiv linje- og assisterende træner Tom Cable. Specielt sidstnævnte har mange fans længe ønsket væk.

På banen er det også blevet til mange ændringer. Jimmy Graham, Sheldon Richardson, Richard Sherman, Cliff Avril, Michael Bennett og Kam Chancellor er ikke længere på holdet. Det er en imponerende kavalkade af profiler at sige farvel til. Generationsskiftet er i gang. Det kan endda blive værre for Seahawks, som endnu bøvler med stjernesafety Earl Thomas, der enten vil have en ny kontrakt eller en ny klub at spille for.

Med den høje alder hos mange af de nu tidligere Seahawks-spillere, samt de mange historier omkring uro i omklædningsrummet kan alle ændringerne vise sig at være en god ting. Pete Carrolls energifyldte motivationsstrategi fungerer trods alt bedre på uprøvede spillere, og han kan nu få et nyt kuld af spillere at forme på samme måde, som han hjalp Richard Sherman og Kam Chancellor til at blive stjerner. At udskiftningerne resulterer i bedre spil på banen i den kommende sæson er dog stærkt tvivlsomt

10 skarpe om Seattle Seahawks

Mest betydningsfulde tilgang: Ed Dickson, TE
Seattle har ikke tilført de helt store navne i free agency, men beslutningen om at skrive kontrakt med Ed Dickson fortæller meget om holdets filosofi frem mod den nye sæson. Væk er en af ligaens mest prominente tight ends, Jimmy Graham, der havde alle sine forcer i kastespillet. Til er kommet Ed Dickson, som primært influerer angrebet med sine blokeringsevner. Den nye offensive koordinator, Brian Schottenheim, vil løbe, løbe lidt mere og afsluttende kalde lidt flere løbespil. Det skal Dickson hjælpe med og samtidig beskytte Russell Wilson.

Mest betydningsfulde afgang: Sheldon Richardson, DT
Med så mange afgange fra fremragende spillere, er det svært at vælge en enkelt ud. Se bare på den liste. Alligevel mener jeg, at Richardson vil blive savnet på den defensive linje. Han er en dygtig, dygtig spiller, som hjalp Seattle i at stoppe løbet og lægge pres på modstandernes quarterback. Der er flere spillere, der kan overtage for de defensive backs, der er blevet sagt farvel til (om end ikke på samme niveau). Erstatningerne for Richardson er ikke på samme niveau. Ydermere investerede man også et andetrundevalg, da holdet tradede for Richardson. Det er en høj pris for at “leje” en spiller i et år, når trænerstaben ikke engang vil forlænge med en ganske hæderlig et år lang kontrakt, som han fik i Minnesota.

Holdet største styrke: Russell Wilson
Bobby Wagner og Earl Thomas er bedre spillere end Wilson, men den vævre, dynamiske quarterback er holdets største styrke. På et angreb, hvor næsten intet fungerede var Wilson et skinnende lyspunkt. Trods sine pletvise nedture, leverede den lille quarterback en flot sæson, hvor han stod for 37 af holdets 38 offensive touchdowns. Han er måske den eneste quarterback, der kan skabe positive resultater trods de elendige situationer, som holdets offensive linje sætter ham i gang, på gang, på gang. Han er simpelthen magisk, og Seahawks-fans bør huske at nyde ham, mens han stadig leverer så mange suveræne stunder.

Holdets største svaghed: Den offensive linje
Jeg har skrevet optakten til Seahawks’ sæson i flere år, og man vil bare kunne kopiere mine afsnit omkring den offensive linje, ændre et par navne og så køre det igen. Det er endnu engang holdets største akilleshæl, specielt højresiden ser deprimerende dårlig ud. Kæden har fået en ny træner, har noget kontinuitet fra den forgangne sæson, hvilket man kan håbe hjælper. Linjen var bedre efter holdet hentede venstre tackle Duane Brown til midt på sidste sæson, og Justin Britt er en solid center. Alligevel tror jeg det bliver endnu en sæson, hvor Russell Wilson skal løbe panisk rundt på omkring halvdelen af alle kastespil.

Holdets mest undervurderede spiller: Frank Clark, DE
Seahawks har flere spillere, der har stået i skyggen af de mange stjerner, som har taget de fleste overskrifter. KJ Wright er en af de spillere, der konstant undervurderes. En anden af disse er Frank Clark, som har været en produktiv spiller, siden han blev valgt i anden runde af draften i 2015. Clark er en atletisk og kraftfuld pass rusher, der får en masse opmærksomhed fra modstandernes angreb den næste sæson. Michael Bennett og Cliff Avril er væk, så Clark er den eneste rutinerede quarterbackjæger på holdet.

Holdets mest interessante rookie: Rashaad Penny, RB
Shaquem Griffin har trukket de fleste overskrifter, og han er en fremragende historie. Med kun en enkelt hånd, er det vidne om fantastisk fightermentalitet, at han nu spiller i NFL. Om han får meget spilletid han får i den kommende sæson er tvivlsomt, derfor er førsterundevalget genstand for denne kategori. Rashaad Penny er en dygtig runningback, men jeg forstår stadig ikke valget af ham. Der var simpelthen større huller på holdet. Valget er dog taget, og han kommer til at få en interessant rolle denne sæson. Det helt store spørgsmål er, hvordan arbejdsfordelingen kommer til at være mellem Penny, J.D. McKissic, Mike Davis og Chris Carson. Sidstnævnte er en spiller, som mange inklusiv jeg selv, har et godt øje til. 

En spiller, der står foran et gennembrud: Nazair Jones, DT
Jones fik sin rookiesæson ødelagt af en skade, men inden da gjorde tredjerundevalget god figur på den defensive linje. Med Sheldon Richardson i Minnesota, kan Nazair Jones få en større rolle, og jeg tror han kan ende med at slå Jarran Reed af som holdets bedste på defensive tackle-positionen. Han så god ud i en mindre rolle i sidste sæson, hvor han både mod løb og kast virkede til at føle sig hjemme. I øvrigt kan runningback Chris Carson, som jeg tror vil få mere succes end førsterundevalget Rashaad Penny, også nævnes som en gennembrugskandidat.

En spiller, der skal præstere: Germain Ifedi
På en elendig offensiv linje får Germain Ifedi den tvivlsomme ære af at være den værste spiller. Trods sin imponerende fysiske statur formår han at blokere dårligt i kastespillet, blokere dårligt i løbespillet og trække ufattelige mængder af gule klude for ulovligt spil. Indtil videre har spillere kunnet løbe udenom, igennem, over og under den store offensive tackle, og han har brugt næsten lige så lang tid på jorden som i teknisk korrekt blokeringsspil. Ifedi blev valgt i første runde i 2016 og præsterer han ikke i år, tror jeg, Seattle er nødt til at kigge efter en erstatning.

Bold prediction: Seahawks ender blandt ligaens ti dårligste hold
Seahawks har et af de, på papiret, sværeste programmer i den kommende sæson. Væk er profiler og ledere i omklædningsrummet, til et kommet et par koordinatorer, som bestemt ikke har været gode i tidligere jobs i ligaen. Kan Wilson komme gennem sæsonen uden de store skader med denne offensive linje? Hvem udover Doug Baldwin kan være et stabilt våben for quarterbacken? Sender de Earl Thomas videre? Det er ingredienser, der sagtens kan ende i en overraskende dårlig sæson for Seattle Seahawks

En realistisk målsætning: Kæmpe med om en slutspilsplads
I sidste ende tror jeg mere på dette scenarie. Som fan af holdet er jeg mere spændt på denne sæson end mange af de forrige. Væk er mange af de høje forventninger, og jeg glæder mig til at se, hvad mange af de nye spillere præsterer, og hvad planerne er for holdet i fremtiden. Jeg tror, der er nok kvalitet på holdet til, at de bør sætte kampen om en slutspilsplads som målsætning. Forsvaret har stadig en talentfuld kerne, Shaquill Griffin og Justin Coleman er dygtige cornerbacks, mens Bradley McDougald er en bundsolid safety. Hvis den offensive linje kan præstere bare middelmådigt, og kan Carson og Penny få bare lidt gang i løbespillet, så ser det lidt lysere ud.

At tro på, at Russell Wilson og Pete Carroll ikke kan skabe mirakler virker trods alt stadig som en dårlig idé, de to har det med at overraske.

ARZ | LARSFSEADEN | KC | LAC | OAK | ATL | CAR | NO | TB | HOU | IND | JAX | TEN | CHI | DET | GB | MIN | BAL | CIN | CLE | PIT | DAL | NYG | PHI | WAS | BUF | MIA | NE | NYJ